Gå til hovedindhold

Fratrædelse er sat på stand by

Af Lotte Edberg Loveless

  • Læs op

Indhold

    Anton Niebuhr, 66 år

    Civilstand: Gift, to børn og fire børnebørn.
    Arbejdsliv: 10 år som plejer og 32 år som teknisk servicemedarbejder i Aarhus Kommune.


    Et tilbud om nedsat tid fik sidste år Anton Niebuhr til at skrotte en opsigelse. Han har endnu ikke sat ny udløbsdato på arbejdslivet. For han kan lide sit job, og rammerne er fleksible.

    ”Egentlig er jeg bare i midlertidigt job, inden jeg skal søge ind på Socialpædagogisk Seminarium.”

    66-årige Anton Niebuhr afleverer præsentationen med et skævt smil om munden. For pædagogplanerne er for længst – og lidt tilfældigt – blevet byttet ud med foreløbig 42 års arbejdsliv på lokalcentrene i Aarhus.

    ”Da jeg var inde ved militæret, blev jeg uddannet som sygehjælper. Efterfølgende ringede en bekendt fra ældresektoren og tilbød mig job på et af byens plejehjem,” fortæller Anton Niebuhr, der oprindelig er uddannet mekaniker.

    Her endte han med at arbejde som plejer i ti år, inden han i 1990 valgte at skifte til en stilling, hvor han kunne bruge sin håndværksmæssige faglighed. Siden har Anton Niebuhr været pedel på lokalcentre i midtbyen. Her løser han en bred vifte af opgaver lige fra bygningsdrift til affaldssortering.  Og han har aldrig fortrudt, at han blev hængende.

    ”Mit arbejde har været udfordrende og interessant. Jeg har følt, jeg var med til at gøre en forskel i fht at få de tekniske rammer til at fungere. Jeg har nydt at være del af et stort og levende arbejdsfællesskab.”

    Fleksible rammer og nedsat tid

    Faktisk havde Anton Niebuhr sidste efterår sagt op for at gå på efterløn. Men kommunen tilbød ham en aftrædelsesordning, hvor han gik ned i tid og selv kunne sætte timetallet.

    ”Det tænkte jeg over nogle dage og endte med at sige ja tak. Muligheden for, at overgangen blev mindre brat, passede mig godt. Ikke fordi jeg regnede med at komme til at sidde og kigge ud i luften, men tanken om bare at slippe det hele, var alligevel lidt utryg. Kontakten til kollegerne og følelsen af, at der er brug for én, betyder noget. Økonomien betød selvfølgelig også lidt, men var ikke afgørende.”

    I dag arbejder Anton Niebuhr 20 timer ugentligt ved siden af efterlønnen. 10 på Folkestedet og 10 på Værkstedet i Østergade.

    ”Efter 42 års ansættelse i Område Midt er jobbet helt klart en del af min identitet, så også på den måde er det godt, at overgangen er glidende. Fleksibiliteten er stor, og jeg bestemmer i stor udstrækning selv, hvornår jeg arbejder,” fortæller han. 
    Og det er godt. For Anton Niebuhr er også rigtig meget andet end medarbejder i Aarhus Kommune. Udover at være ægtefælle, far og bedstefar, spiller han bl.a. Old Boys-badminton, har en gammel bil – en MG fra 1951- og er med i veteranbil-klub. Og så har han i 40 år spillet fløjter i folk/rock-bandet Potters Jig. Han og konen holder af at rejse og har været det meste af verden rundt på oplevelsesrejser. De har også en campingvogn, og når bandet spiller til små festivaler og byfester, benytter parret ofte lejligheden til at lave en tur ud af det. Til daglig bor de i bofællesskab i Stautrup, som bl.a. har fællesspisning.

    ”Vi skiftes til at lave maden sammen med naboerne. Vi er ret sociale og trives rigtig godt med fællesskabet.”

    Til at lokke med

    Anton Niebuhr har altså rigeligt at gå op i. Men skal han så pensioneres, når han om godt et år fylder 67?
    ”Jeg kan nok godt lokkes til at blive lidt længere på et timetal, der passer. Så længe jeg synes, det er sjovt, og der er brug for mig, er det i hvert fald en mulighed. Og stopper jeg helt, engagerer jeg mig sandsynligvis som frivillig i en eller anden sammenhæng.”

    ”Her og nu kan jeg godt mærke, at jeg har fået mere tid til mig selv, end da jeg arbejdede fuld tid. Men det er mest mentalt, at det giver lidt luft. For selvom jeg har mere fritid, har jeg ikke skruet op for aktiviteterne. Jeg udsætter tit ting – f.eks. at øve på mine fløjter. Egentligt er det mærkeligt, at der ikke kommer mere ud af tiden. Men jeg keder mig ikke, og det tror jeg heller aldrig, jeg kommer til,” siger Anton Niebuhr.

    Han ser sin aftrædelsesordning med nedsat tid og afgrænsede opgaver som en fin øvelse forud for pensionen.

    ”Førhen kunne jeg godt opleve let stress, når jeg f.eks. blev kaldt ud midt om natten til brandalarm på et plejehjem. Den opbrudte søvn tærede på kræfterne. Derfor har jeg også sagt klart nej til at være del af vagtordninger.”

    Og pensioneringen kommer, når det rette tidspunkt melder sig.

    ”Min kone og jeg taler ind imellem om at tage campingvognen og køre nogle måneder sydpå. Måske bliver det i den forbindelse, at jeg siger op. Og så kan jeg altid jo tage noget frivilligt arbejde, når vi kommer hjem igen,” siger Anton Niebuhr.

    Sidst opdateret: 20. februar 2024